Kommuner klar til at holde læreres løn tilbage

Ifølge lærerforeningens fagblad, Folkeskolen, står syv kommuner parat til at holde næste måneds lønudbetaling tilbage. En enkelt kommune, Rudersdal, er gået skridtet videre og har på forhånd valgt at stoppe lønnen til omkring 40 potentielt lockoutede lærere.

Personalechef Jan Weidekamp fra Rudersdal Kommune understreger over for folkeskolen.dk, at de forudlønnede lærere får deres løn, hvis de stridende parter forlænger deres forhandlinger eller indgår forlig i løbet af weekenden.

»Vi har teknisk set mulighed for at stoppe lønudbetalingen helt hen til mandag. Men den mulighed har vi ikke valgt. For det ville betyde, at lærerne fik en lønseddel, men ingen penge. Det synes vi ikke var så heldigt - og derfor har vi stoppet lønnen,« siger personalechefen.

»Men hvis lockouten ikke bliver meldt ud i weekenden, kan vi sørge for, at lønnen alligevel er i banken på onsdag,« siger han.

En af de lærere, der må se langt efter lønsedlen, er formanden for Rudersdal Lærerkreds, Marianne Henriksen. Hun siger til folkeskolen.dk, at kommunen stiller de forudlønnede lærere i en dårlig situation.

»Selvfølgelig havde jeg helst set, at de udbetalte lønnen og så afregnede senere,« siger lærerformanden.

De syv andre kommuner, der ifølge Danmarks Lærerforening er klar til at stoppe lønnen, er Haderslev, Horsens, Kalundborg, Lejre, Silkeborg, Slagelse og Vordingborg. Hvis lockouten bliver en realitet og lønnen udebliver, skal lærerne søge om konfliktlån hos lærerforeningen.

Dagens Gossip