Kommuner konkurrerer om at tiltrække statslige arbejdspladser

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

Der bliver kæmpet hårdt i landets kommuner for at tiltrække de statslige institutioner, som regeringen vil rykke ud af hovedstadsområdet.

Flere end 40 kommuner har ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten kontaktet primært statsministeren og erhvervsministeren for at lægge billet ind på arbejdspladserne, viser en aktindsigt.

Borgmestrene på Lolland og i Guldborgsund anbefaler konkret, at Kulturstyrelsen, Ankestyrelsen, NaturErhvervsstyrelsen, Energistyrelsen og Energitilsynet flyttes til Lolland-Falster.

Venstre foreslog i foråret at rykke Geodatastyrelsen til Aalborg, men den bør flytte til Haslev, mener Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen (S), som tilbyder kontorlokaler "til en fornuftig pris".

Hvis regeringen flytter statslige stillinger til Haderslev, lover borgmester Hans Peter Geil (V) til gengæld at give medarbejderne nogle kontorlokaler med "Danmarks smukkeste udsigt".

En række borgmestre lokker med, at netop deres kommune er attraktivt placeret. Også flere af landets største kommuner forsøger at tiltrække arbejdspladser.

Hvor stort omfanget bliver af statslige arbejdsplader, der vil blive udflyttet, vil erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ikke afsløre. Men ministeren har noteret sig de mange henvendelser.

- Det viser, at rigtig mange kommuner er meget optaget af, hvad de kan gøre og tilbyde i forhold til udflytning af statslige arbejdspladser.

- De skriver ikke til et sort hul, for deres henvendelser bliver både læst og taget seriøst, siger Troels Lund Poulsen til Jyllands-Posten.

Roger Buch, professor og forsker i kommunalpolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vurderer dog, at udflytningerne kan ende i "et kæmpe politisk brag", fordi mange borgmestre vil opleve regeringens prioriteringer som "helt uretfærdige".

/ritzau/