Kommuner med pladsmangel sender flygtninge på hotel

Mange kommuner i Danmark har så svært ved at finde midlertidige boliger til flygtninge, at de indlogerer dem på hoteller og kroer.

Men ifølge flere borgmestre landet over gør det integrationsindsatsen både dyrere og dårligere, skriver Berlingske.

- Det er ikke holdbart. Stort set alle de flygtninge, vi har modtaget i år, bor på den måde. Vi skal tage imod 129 i år og står til det samme antal næste år, siger borgmester John Schmidt Andersen (V) fra Frederikssund Kommune til Berlingske.

Den foreløbige regning for kommunen for årets første ti måneder lyder på cirka 2,7 millioner kroner til hoteludgifter. Frederiksberg Kommune melder om udgifter på 3,6 millioner kroner på samme område.

I Helsingør Kommune pointerer borgmester Benedikte Kiær (K), at hotelværelser "ikke er det bedste udgangspunkt for at blive integreret i lokalsamfundet".

Landets kommuner skal ifølge tal fra Udlændingestyrelsen finde såvel midlertidige som permanente boliger til omkring 12.000 flygtninge i år.

Det er det antal, der har fået asyl og dermed midlertidig opholdstilladelse. De skal begynde i de kommunale integrationsforløb, der varer typisk tre år og blandt andet indebærer sprogskole.

Flere kommuner efterspørger hjælp fra landspolitikerne på Christiansborg. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har foreslået, at Danmark bør oprette statsdrevne, midlertidige flygtningelandsbyer, så kommunen ikke står alene med opgaven, der ventes at blive dobbelt så stor næste år.

Det forslag er dog foreløbig sparket til hjørne, da regeringen ønsker at kende til de økonomiske konsekvenser og betydning for integrationen, før den sætter sådan et projekt i gang.

/ritzau/

Dagens Gossip