Kommuner: Regeringen vil fodre hunden med egen hale

Skrevet af admin

11/02/2016

Dagens topnyheder

Kommunerne kan spotte mange "interessante spor" i regeringens udspil til integrationsforhandlinger - men det vigtigste problem bliver ikke adresseret: Det markante økonomiske pres på kommunerne.

- Der er rigtig mange gode elementer i regeringens oplæg, som vi ser frem til at drøfte, siger KL-næstformand Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse forud for torsdagens topartsforhandlinger med regeringen.

- Det er tydeligt, at regeringen har lyttet til den lange række af de afbureaukratiseringsforslag, som KL er kommet med. Det er godt, men vi er endnu et stykke fra målstregen.

Regeringen anerkender, at der er udgifter forbundet med integrationsindsatsen, når 17.000 flygtninge forventes at skulle fordeles til landets kommuner i år.

Den foreslår en midlertidig forhøjelse på 50 procent af grundtilskuddet til flygtninge og familiesammenførte.

Samtidig skal det resultattilskud, som udløses, når en kommune får en flygtning i job eller uddannelse, forhøjes med cirka 25.000 kroner de første tre år.

Det kan være en udmærket måde at målrette finansieringen mod de kommuner, der især løfter en stor integrationsindsats, siger Jacob Bundsgaard:

- Men det er jo samtidig en ordning, som kommunerne finansierer inden for egne rammer. Så det løser ikke problemet med, at det øgede antal flygtninge trækker penge ud af den samlede kommunale økonomi. Det løser ikke noget at fodre hunden med dens egen hale.

Næstformanden, der også er borgmester i Aarhus, peger på flere job til flygtninge i den private sektor.

- Det er helt afgørende, at behovet for job til flygtninge bliver drøftet indgående i trepartsforhandlingerne. Den udfordring kan vi kun løse, hvis arbejdsmarkedets parter bidrager med konkrete løsninger, siger han.

Regeringen lægger også op til at lempe reglerne for boligplacering, så kommunerne nemmere og hurtigere kan skaffe midlertidige og permanente boliger til flygtninge.

/ritzau/