Kommuner ser Bødskovs bandeforslag som »nødløsning«

Sådan lyder det i Kommunernes Landsforening (KL), efter at justitsminister Morten Bødskov (S) har opfordret kommunerne til at gribe mere målrettet ind over for problemfamilierne ved blandt andet at benytte sig af forældrepålæg. I KL ser man dog forældrepålægget som en »nødløsning«.

»Det er det, fordi jeg tror på, at dialogen er væsentlig bedre. Det er bedre, at man får fat i familien og de unge og giver dem en helhedsorienteret indsats og sørger for, at de får en tilknytning til uddannelsessystemet og beskæftigelsesområdet,« siger formanden for Social- og Sundhedsudvalgt i KL, Anny Winther (V).

»Meningen er, at de skal videre. Meningen er ikke, at vi skal straffe dem,« siger hun.

Forældrepålæg er et krav fra kommunens side om, at forældrene skal foretage sig en bestemt handling, eksempelvis at følge sine børn i skole, ellers kan de trækkes i offentlige ydelser. Det kan kommunerne ifølge loven pålægge forældre, og det bør de i højere grad gøre, siger Morten Bødskov i et interview med Radio24syv.

Men i kommunerne er forældrepålægget »sidste udkald«, og det skal det blive ved med at være, mener Anny Winther.

»Vi vil i langt højere grad lave familie- og forældreprogrammer, hvor vi har dialogen med forældrene, og hvor vi laver en tidlig indsats i forhold til samspillet med daginstitutioner og grundskolen, mens vi også giver forældrene undervisning. Det, tror vi, virker langt bedre for børn og unges trivsel og udvikling,« siger hun.

Men det er ikke nok, mener Morten Bødskov.

»Kommunerne skal være meget mere opmærksomme på at sætte ind over for de familier, som de jo i forvejen ved, at problemerne stammer fra,« siger justitsministeren til Radio24syv.

Dagens Gossip