Kommuner svigter tilsyn med anbragte børn

Det er lovbefalet, at landets kommuner to gange årligt gennemfører tilsynsbesøg hos anbragte børn placeret i plejefamilier. Men det er ikke ensbetydende med, at de gør det.

En ny undersøgelse foretaget af Socialpædagogernes Landsforbund viser, at 39 procent af de adspurgte plejefamilier ikke har fået de to årlige besøg fra kommunen, skriver Information.

Dermed er kommunernes tilsyn med anbragte børn endnu mere lemfældigt, end det var sidste år, da omtrent 30 procent af de adspurgte plejefamilier ikke havde fået de to årlige lovpligtige tilsynsbesøg.

Det sker, til trods for at der i de seneste år har været omfattende kritik af kommunernes indsats på området.

- Danske politikere tror, at man bare kan sætte meget belastede børn ud i en helt almindelig familie, og så går det helt af sig selv, siger Inge Bryderup, professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet, til Information.

I forbindelse med Barnets Reform, der trådte i kraft i januar 2010, lagde politikerne ellers op til i højere grad at benytte plejefamilieanbringelser.

Derfor undrer det formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, at de synes at have glemt at følge op:

- Det er forstemmende at se, at området bliver negligeret i sådan en grad. Politikerne må jo følge denne udvikling til dørs og sørge for at tage ansvar for kvaliteten i anbringelsen, siger han.

Det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis en kommune undlader at foretage de lovpligtige tilsyn, forklarer Inge Bryderup.

- Vi har set sager med seksuelt misbrug i plejefamilier, og det er den slags scenarier, der kan få lov at udspille sig, hvis ikke kommunerne overholder loven, siger hun.

Igennem de seneste år er socialpolitikken oftest havnet i medierne, når en grufuld sag om vanrøgt i enten familier eller plejefamilier er dukket op.

Især sagen fra Mern, hvor en plejefamilie igennem 20 år har udøvet vold og grov vold mod deres ni plejebørn, har rettet danskernes opmærksomhed mod de manglende tilsyn.

De mange sager har medvirket til en øget politisk bevidsthed på området, og i september fremlagde socialminister Karen Hækkerup (S) en reform, der skal forbedre tilsynet.

/Ritzau/

Dagens Gossip