Kommuner tager uretmæssigt kontanthjælp fra arbejdsløse

Skrevet af admin

29/06/2016

Mest læste i dag

Hvis du som kontanthjælpsmodtager udebliver fra en samtale eller ikke søger et job som aftalt, kan du få en sanktion fra kommunen. Det kan eksempelvis være at blive trukket i kontanthjælpen i en periode.

I mange tilfælde uddeler kommunerne imidlertid sanktioner, som de ikke har ret til. Det viser en ny opgørelse fra Ankestyrelsen, der tyder på, at kommunerne begår fejl i mere end hver anden sag.

- Det er et særdeles utilfredsstillende og uholdbart resultat, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).

Han henviser til, at det nu er anden gang, at kommunerne bliver fanget i at begå alvorlige fejl på området, siden kontanthjælpsreformen blev indført med virkning fra 1. januar 2014.

Undersøgelsen viser, at kommunerne i den milde ende laver afgørelser, hvor sanktionen er rigtig, men den er givet efter en forkert paragraf i den såkaldte aktivlov.

Langt mere bekymrende er, at kommunerne ifølge Ankestyrelsen i andre sager begår indholdsmæssige fejl. Her bliver borgere uretmæssigt trukket i kontanthjælpen.

- Det er uacceptabelt. Vi skal kunne være trygge, når vi går til myndigheder, som træffer afgørelser, der betyder noget for vores liv, siger Jørn Neergaard Larsen og tilføjer:

- Uanset, om det er domstole eller administrative myndigheder, så skal myndighedernes afgørelser i helt overvejende grad være sikre og rigtige.

Han lægger op til, at KL og Beskæftigelsesministeriet sammen må sikre, at afgørelserne i løbet af kort tid vil blive markant mere retvisende.

- Der kan ske fejl i alle systemer, men når vi ser, at 53 procent af afgørelsen ville blive ændret, så bliver vi nødt til at gøre noget ved det, siger Jørn Neergaard Larsen.

På baggrund af undersøgelsen anbefaler Ankestyrelsen selv, at kommunerne blandt andet bliver bedre til at høre borgerens forklaring, inden kommunen tildeler en sanktion.

Beskæftigelsesministeren vil lade det være op til kommunerne at tage stilling til anbefalingerne fra Ankestyrelsen. Til gengæld vil han tage kontakt til KL's øverste ledelse for at drøfter problemet.

- Vi vil også følge særskilt op over for alle kommuner med en gennemgang af Ankestyrelsens anbefalinger. Og vi vil sørge for en revideret vejledning til kommunerne og en ny praksisundersøgelse, som vi får resultatet af sidst på året.

- Så vil jeg på det grundlag tage stilling til, om vi fra politisk hold skal drøfte ændringer i reglerne, siger Jørn Neergaard Larsen.

Han lægger dog ikke op til at ændre på selve kommunernes mulighed for at trække borgere i kontanthjælpen. Der vil alene være tale om at se på, om reglerne kan formuleres mere klart, så kommunerne begår færre fejl.

/ritzau/