Kommuner vil fritages fra beskæftigelsesregler

Skrevet af admin

17/06/2016

Dagens topnyheder

21 kommuner har ansøgt social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) om at blive såkaldte frikommuner, og dermed slippe for s fordi de mener, at nogle af reglerne på beskæftigelsesområdet gør mere skade end gavn.

Det skriver Ugebrevet A4, der har fået aktindsigt i kommunerne ansøgninger.

I deres ansøgninger skriver kommunerne, at de mange detaljerede krav beslaglægger for mange ressourcer og i øvrigt er uforståelige for borgerne.

- Vi kan ikke altid tilrettelægge den indsats, som giver mest mening for borgerne. Vi er nødt til at følge lovgivning og proceskrav uden at se på, om det giver mening, siger Netta Ben-Yedidia, konsulent i jobcentersekretariatet i Aalborg Kommune, til Ugebrevet A4.

De 21 kommuner har sammen udformet ønskerne om at slippe for regler og sendt fire samlede ansøgninger til Social- og Indenrigsministeriet.

Højt på ønskesedlen står, at kommunerne gerne vil slippe for skemalagte samtaler med ledige og syge.

For eksempel skal jobcentret følge op på syge borgere hver fjerde uge. Det gælder, selv om borgere har kræft og får kemoterapi hver tredje uge, så behandling og samtaler ikke hænger sammen.

- Det giver ingen mening at følge op hver fjerde uge, når man ved, at der er et langt sygdomsforløb. Men det kan ikke fraviges. Borgerne bliver trukket i ydelse, og kommunen i refusion, hvis reglerne ikke bliver fulgt, siger Bent Jørgensen fra Roskilde Kommune til Ugebrevet A4.

På Christiansborg møder kommunernes ønske om enklere regler forståelse hos både beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) og Socialdemokraternes ordfører Leif Lahn.

/ritzau/