Kommuner vil ud af sorte investeringer

Skrevet af admin

01/04/2016

Mest læste i dag

En række danske kommuner er på vej til at afhænde deres investeringer i de fossile brændsler olie, kul og gas af hensyn til klimaet.

Og flere vil følge efter, oplyser Katrine Ehnhuus fra lobbyforeningen AnsvarligKommune, en udløber af den globale kampagne "Go Fossil Free".

Den arbejder for at få kommuner, pensionskasser og andre investorer til at trække sig ud af kul- og olieselskaber ("divestment").

AnsvarligKommune har lavet en landsdækkende undersøgelse, som viser, at 30 kommuner ikke har investeringer i sort energi overhovedet - eller vil af med dem.

24 kommuner har aktier i fossile selskaber, men en del vil gerne afhænde dem. 43 kommuner udelukker ikke, at de har investeringer i kul eller olie. Kun én kommune - Kolding - har nedstemt et forslag om at droppe aktieposter i fossile selskaber.

- Det er kun naturligt, at kommunerne som følge af videnskabelige rapporter og klimaaftalen i Paris nu ønsker at trække deres støtte til den fossile energisektor, siger Katrine Ehnhuus.

Hun peger på Roskilde, København og Fredericia som foregangskommuner.

Men i Roskilde er man forbløffet over, hvor besværligt det er, siger borgmester Joy Mogensen (S). Kommunerne lader oftest investeringsforeninger i de store banker styre deres opsparing og investeringer, og det er langtfra gennemskueligt.

- Opgørelser viser, at vi havde fået bedre afkast af vores investeringer, hvis vi havde truffet beslutningen for 10 år siden. Men det er meget mærkeligt at konstatere, at bankerne slet ikke er klar endnu. Der er simpelthen ingen banker, der har den pakke klar, siger hun.

- Jeg håber, al opmærksomheden om dette her gør, at bankerne hurtigt får øjnene op for, at det er altså fremtiden - bæredygtige investeringer både økonomisk og i forhold til miljøet, siger Joy Mogensen.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), kalder kampagnen populistisk. Et flertal i byrådets økonomiudvalg afviste 14. marts SF's forslag om at droppe fossile investeringer.

Det skyldes, at bankernes investeringsforeninger ikke kan garantere, at der ikke sker direkte eller indirekte investeringer i fossile brændsler. Derfor vedtager man noget, der ikke kan kontrolleres, mener Koldings borgmester.

/ritzau/