Kommunerne: Barfoed tager folkeskolen som gidsel

»Det hører ingen steder hjemme, at Barfoed tager skolen som gidsel i sit eget politiske profileringsspil,« siger næstformand Erik Fabrin (V), der udtaler sig på vegne af KLs bestyrelse, ifølge avisen.

Kritikken fra KL skyldes, at Lars Barfoed ikke vil acceptere forslaget om obligatorisk lektiehjælp i en ny folkeskole, og da de Konservative er med i forliget om folkeskolen, har Barfoed vetoret mod ændringer.

Det vækker frustration i kommunerne, der driver skolerne, og som for et par måneder siden lockoutede lærerne i en måned for at bane vejen for en folkeskolereform med mere undervisning

»Jeg er ret sikker på, at befolkningen ikke vil opleve det som rimeligt, at vi først har kørt en konflikt for at få en bedre arbejdstilrettelæggelse i skolen, og så tager et lille parti bagefter hele folkeskolen som gidsel,« siger Erik Fabrin, som opfordrer Barfoed til at forlade forligskredsen og lade de øvrige forligspartier vedtage reformen, hvorved den kan få virkning fra sommeren 2014.

Det afviser Barfoed dog. Han siger ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten, at det er »konservativt hjerteblod ikke at acceptere et statsligt diktat om, at børnene skal være i skole indtil klokken 15 fra 4. klasse.«

Dagens Gossip