Kommunerne: Der skal integreres flere end 12.000 flygtninge

Skrevet af admin

04/12/2014

Dagens topnyheder

Udlændingestyrelsen har torsdag opjusteret det forventede antal flygtninge, der skal integreres i Danmark i år 2015. Skønnet er tredoblet fra 4000 til 12.000.

Men det skøn dækker slet ikke den udfordring de danske kommuner står overfor, mener Kommuners Landsforenings (KL) formand, Martin Damm (V).

- Jeg har tidligere givet det eksempel, at bor der 200 enlige mænd i et asylcenter, så skal der - den dag de får asyl - skaffes 200 selvstændige boliger. Plus de kan blive familiesammenført bagefter, siger han til Ritzau.

- Når de siger 12.000, så skal man lige gange huske at gange med to eller tre bagefter

Han er dog ikke overrasket over opjusteringen fra Udlændingestyrelsen.

- Vi er sådan set bare blevet bekræftet af de her tal. Det er derfor, vi har rumsteret med det her, siger Martin Damm.

I november måned mødtes KL og integrationsministeren, Manu Sareen, efter Justitsministeriet opjusterede det forventede antal asylansøgere.

- Vi sagde det allerede for et par måneder siden. Der prøvede vi at sige: Houston, we have a problem. Derfor gik vi proaktivt ud med det her handlingskatalog, for vi kunne godt se, at de bliver ved med at komme, siger Martin Damm.

Nu har Justitsministeriets skøn fået Udlændingestyrelsen til at hæve sit skøn for hvor mange asylansøgere, der får asyl og skal integreres i Danmark.

Efter mødet i november fandt regeringen også 250 millioner kroner på finansloven i 2015 til modtagelse af den forøgede mængde flygtninge. Martin Damm tvivler på, at de 250 millioner kroner er nok.

- Jeg vil ikke fuldføre sætningen og sige, at så er der sat to streger under det regnestykke. For vi har simpelthen ikke overblik over det her endnu, siger Martin Damm.

/ritzau/