Kommunerne roser regeringens nye affaldsstrategi

Det siger Martin Damm, formand for Teknik- og Miljøudvalget i KL, efter at miljøminister Ida Auken (SF) mandag formiddag fremlagde regeringens såkaldte ressourcestrategi »Danmark uden affald«.

»Det er godt, at vi nu har fået rammerne for næste generation af kommunernes affaldsplaner,« siger Martin Damm i en skriftlig besked.

Regeringens nye plan sigter imod, at borgere, virksomheder og kommuner skal gøre affald til en ressource, som kan bringes tilbage i kredsløbet og dermed omsættes til nye produkter. Helt konkret er målene, at Danmark i 2022 skal genanvende 50 procent af landets husholdningsaffald, at der skal forbrændes flere hundrede tusinde ton affald mindre, at to tredjedele af al elektronik skal indsamles, og at servicesektoren skal genanvende mere glas, pap, metal og plast.

Ifølge KL er det fornuftigt, at det vil stadig være op til den enkelte kommune at fastlægge serviceniveau og indretning af affaldshåndteringen.

»Det er meget positivt, at regeringen lægger vægt på, at der er et lokalt rum i kommunerne til at finde de rigtige løsninger for at nå målet om mere genanvendelse af husholdningernes affald,« siger Martin Damm og fortsætter:

»Kommunerne er i fuld gang med at lave nye ordninger med for eksempelvis flerkammer-løsninger, der vil sikre, at der indsamles større mængder af de genanvendelige materialer. Kommunerne vil bidrage med løsninger til at nå målsætningerne om mere genanvendelse og mindre forbrænding, og vi vil gøre det miljømæssigt og økonomisk effektivt,« fastslår Martin Damm.

Regeringen har afsat 200 millioner til den nye strategi, og pengene skal gå til at støtte udviklingen af nye teknologier for genanvendelse og støtte kommunerne, der skal føre planen ud i livet.

Dagens Gossip