Kommuners besparelser i ældreplejen går ud over servicen

»Man skærer ned for servicen, så den enkelte ældre får mindre hjælp, end de har fået tidligere. Det er grundlæggende en politisk diskussion, hvad, man mener, er rimeligt i forhold til, hvor ofte man skal have gjort rent. Hver anden eller tredje uge? Det er der, man er ved at være henne i forhold til, hvor lidt rent, de ældre kan få gjort,« forklarer Roger Buch.

Albertslund Kommunes socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen (S), anerkender, at der er sket en ændring i serviceniveauet i Albertslund, som budgetterer med at bruge 42 procent mindre per ældre borger i 2013, end man gjorde i 2007.

»Det er en succeshistorie, at vi kan fastholde og udvikle serviceniveauet i forhold til de ældre, som rent faktisk har brug for det. Så skal jeg også være ærlig og sige, at der er sket nogle omlægninger i vores hjemmepleje, som gør, at vi har fokus på, at den opgave, som den ældre har brug for at få løst, det rent faktisk er den, der bliver løst,« siger Steen Christiansen.

Det har været en helt bevidst strategi for Albertslund Kommune at gennemføre omfattende besparelser for de ældre.

»Vi forudså i 2007, at vi ville få flere ældre, og derfor igangsatte vi en plan for, hvordan vi kunne få en mere effektiv hjemmepleje og en hjemmepleje, som leverede den velfærd, som vi meget gerne ville politisk,« fortæller borgmesteren.

Besparelserne har betydet, at der er sket effektiviseringer - det være sig fyringer og omorganisering af ældreplejen, man har uddannet de ældre under overskriften »mestring af eget liv«, så borgerne lærer at klare sig selv i hverdagen, og så har man delvist afskaffet sygeplejen i hjemmet.

»I stedet for at vores sygeplejersker kører på cykel rundt på vejene i Albertslund, så arbejder de på et fast sted på en sygeplejeklinik, hvor den ældre, der kan, kommer og får den hjælp, de har brug for, og andre, der ikke kan bevæge sig, får selvfølgelig hjælp derhjemme,« siger Steen Christiansen, som indrømmer, at besparelserne har en social slagside for de ældre; der er mindre tid til en kop kaffe og en sludder.

»Det kan gå ud over den sociale kontakt. Derfor har vi lanceret et treårigt projekt, der hedder »tid til ældre«, hvor vi prøver at hjælpe de ældre til at få kontakt med frivillige organisationer, besøgsvenner med videre, som kan kompensere på det her område,« siger han.

Ifølge Roger Buch vil der frem mod 2040 ske en tilvækst af den ældre generation på yderligere 300.000 til 400.000, og han spår, at kommunerne derfor endnu ikke har skåret den sidste krone på ældreplejen. Der er ifølge kommunalforskeren ikke nogen nedre grænse i loven for, hvor meget kommunerne må spare på området.

»Dem, der sætter bundlinjen, er Folketinget. Og det er nok det, der vil ske, hvis kommunerne går for langt ud af denne her vej, så vil Folketinget gribe ind og begynde at definere nogle minimumsstandarter, ligesom man har det i folkeskolen,« forudser Roger Buch.

Dagens Gossip

Dagens TV