Kommuners millionbesparelser rammer handikappede børn

Flere kommuner har nemlig fundet ud af, at det er godt for budgettet at flytte daginstitutioner for handikappede børn med handikap fra et tilbud under serviceloven til dagtilbudsloven, som gælder for almindelige børnehaver og vuggestuer, da det giver mulighed for at opkræve egenbetaling fra forældrene.

Samtidig slipper kommunen for forpligtelsen til at sørge for gratis transport til og fra institutionen, skriver avisen.

Den metode er allerede brugt i Guldborgsund, der har sparet omkring 1,7 millioner kroner på at kalde en institution for handikappede for et almindeligt dagtilbud, og Næstved, der forventer at spare cirka en million kroner netto på samme manøvre. Ifølge Politikens oplysninger er flere kommuner lune på ideen.

Flere handikaporganisationer er kritiske over for modellen. Direktør Mogens Wiederholt fra Spastikerforeningen, siger:

»Med et pennestrøg hekser man de her børn almindelige, men det kan man jo ikke. Så der er både en juridisk pudseløjerlighed og store problemer i det. Ikke mindst at forældre skal fragte deres børn selv, for specialinstitutioner ligger ofte langt fra ens bopæl«.

Også formand Sytter Kristensen fra landsforeningen for udviklingshæmmede (LEV) er kritisk.

»I specialinstitutionerne efter serviceloven skal der være et behandlingstilbud - det kan være sprog- eller sansemotorisk træning eller andet - det har man ikke lovkrav på, hvis man er under dagtilbudsloven, selv om man muligvis stadig kalder sig en specialinstitution«.

Kommunernes Landsforening (KL) ser ifølge Politiken positive sider ved modellen.

»Man kan godt sige, at den giver kommunen nogle fordele på økonomisiden. Men det ligger også fint i tråd med målet om at bevare alle børn i de almindelige børnehaver, at alle kommer ind under samme lov. Og det vigtigste for børnene er ikke loven, men at de får den støtte, de har behov for,« siger chefkonsulent Kirsten Jørgensen fra KL.

Ifølge leder Hanne Maibøll fra institutionen Tumlingen i Næstved har ændringen ikke gjort nogen forskel for børnene, da de både har samme fysiske rammer, samme normering og lige så mange besøg fra fysioterapeuter, ergoterapeuter og talepædagoger som før, skriver Politiken.

Dagens Gossip

Dagens TV