Kommuners studentermedhjælpere arbejder uden overenskomst

Studentermedhjælpere, der arbejder i de danske kommuner, mens de eksempelvis læser på universitetet, er ikke dækket af en overenskomst. Det erkender Kommunernes Landsforening (KL) over for Information.

En almindelig antagelse er ellers, at alle medarbejdere i det offentlige er omfattet af en overenskomst.

I en rapport fra regeringens produktivitetskommission beskrives det offentlige arbejdsmarked som et sted, hvor "stort set alle de ansatte" er dækket af en overenskomst, mens kommissionen henviser til tal, der viser, at 100 procent af lønmodtagere i det offentlige er dækket af en overenskomst.

Men det gælder altså ikke studentermedhjælpere.

Alene i Københavns Kommune var der i marts i år ansat 312 studentermedhjælper uden overenskomst.

Det undrer Nana Wesley Hansen, der er adjunkt ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og organisationsstudier på Københavns Universitet.

- Det er ret usædvanligt, at der er et område, som ikke er overenskomstdækket inden for det offentlige, siger hun til Information.

I stedet har flere kommuner valgt delvist at følge en anden overenskomst, når det gælder studentermedhjælperne. Men når kommunerne kun frivilligt vælger at følge dele af en anden overenskomst i stedet for at indgå en, der dækker studentermedhjælperne, giver det ulemper for de studerende, siger Nana Wesley Hansen.

- Det betyder, at der ikke er en forhandling, og det er svært at gå ind og løfte vilkårene og eksempelvis forbedre lønniveauet, siger hun.

Nanna Abildstrøm, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening, siger, at den manglende overenskomstdækning for studentermedhjælpere i kommunerne ikke er noget, som KL har opfattet "som et problem, som kommunerne har syntes, at vi skulle tage os af".

KL vil nu overveje, om overenskomstdækning af studentermedhjælperne skal indgå som et af temaerne til næste overenskomstforhandling.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV