Kommunes millionlobby for kaserne var måske ulovlig

Skrevet af admin

26/07/2015

Mest læste i dag

Da kasernen i Varde Kommune for et par år siden var i fare for at blive lukket, rykkede kommunen ind med lobbyister for at redde den militære arbejdsplads.

Men der er stor sandsynlighed for, at kommunen dermed overskred grænsen for, hvad kommunale skattemidler må bruges på, vurderer to eksperter ifølge Jyllands-Posten.

I alt brugte kommunen 1,1 million kroner for at forhindre lukningen. Det lykkedes, og i Varde mener man, at lobbyudgiften var relevant, fordi den hjalp med at redde en stor mængde arbejdspladser i kommunen.

Den opfattelse deler jurist Klaus Josefsen, der til daglig beskæftiger sig med kommunal forvaltningsret som ekstern lektor på Aarhus Universitet og advokatfuldmægtig i Njord Law Firm, ikke helt.

- Dette argument er ikke en juridisk relevant kommunal interesse, og anvendelsen af disse midler til bevarelse af en statslig forsvarsinstitution har derfor ikke været lovlig, siger han til Jyllands-Posten.

Han forklarer, at det er staten og politikerne på Christiansborg, som skal placere kaserner, fordi der ikke er tale om en kommunal opgave.

Derfor strider Vardes udgifter til lobbyister imod den såkaldte kommunalfuldmagt, der sætter de ydre grænser for kommunernes pengeforbrug.

Det er typisk Statsforvaltningen, der vurderer, om kommunerne går over grænsen, og også professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet vurderer samlet, at der er risiko for, at Varde Kommune ikke har holdt sig helt inden for lovens rammer.

- Så hvis nogen klager til Statsforvaltningen - eller hvis Statsforvaltningen selv tager det op - så kan man ikke udelukke, at Statsforvaltningen kommer til den opfattelse, at det her faktisk ikke er lovligt, siger han til Jyllands-Posten.

Max Kruse, Vardes nu pensionerede kommunaldirektør, siger til avisen, at det gik hurtigt, da lobbyisterne blev hyret, og at der ikke blev lavet et juridisk notat.

Han mener, at kommunen har bevæget sig i et "gråzoneområde".

/ritzau/