Kommunister kan igen få magt ved Tjekkiets valg

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Harme over udbredt korruption og stadige spareplaner i Tjekkiet ventes at bringe venstrefløjen til magten ved Tjekkiets valg fredag og lørdag.

Det er det socialdemokratiske parti CSSD, der er den sandsynlige vinder af valget.

Allerede i januar viste tjekkerne, at de foretrak venstrefløjen, da de valgte den venstreorienterede eks-kommunist Milos Zeman til præsident efter 10 år med den kantede konservative EU-skeptiker Vaclav Klaus ved roret.

Som sagerne står, ser det ud til, at partiet bliver afhængig af stemmer fra Kommunistpartiet for at sikre sig flertal. Det vil i så fald være første gang siden den tjekkoslovakiske fløjlsrevolution i 1989, at kommunisterne igen vil nærme sig magten.

Men det er også muligt, at socialdemokraterne vil gå sammen med et nyt populistisk parti.

En stabil og effektiv regering er ikke inden for rækkevidde, siger Pavel Saradin, en politisk analytiker ved Palacky Universitetet.

Koalitionsregeringer uden et klart flertal har mere været reglen end undtagelsen i Tjekkiet, hvor de politiske partier er stærkt fragmenterede, og hvor uafhængige medlemmer af parlamentet ofte kan være tungen på vægtskålen.

Den seneste meningsmåling giver socialdemokraterne 26 procent af stemmerne, mens kommunisterne står til at få 18 procent.

Det nye populistiske parti ANO, som ledes af milliardæren Andrej Babis, står til at få 16,5 procent af stemmerne, efter at mange vælgere er stærkt desillusionerede over den tidligere højreorienterede regering under Petr Necas, som blev opløst af spion- og bestikkelsesskandaler.

Skandalen involverede premierministerens rådgiver og elskerinde.

Det er den 41-årig Bohuslav Sobotka, Socialdemokraternes brilleklædte og ikke særligt karismatiske leder, der tippes som landets næste premierminister.

/ritzau/AFP