Koncernen bag Se og Hør og Billedbladet har underskud

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

Den danske mediekoncern Aller Media, der står bag ugeblade som Se og Hør, Billedbladet, Femina og Familie Journal, har røde tal på bundlinjen efter regnskabsåret 2014/2015.

Selv om omsætningen steg 19 procent til mere end 1,5 milliard kroner, endte regnskabsåret med et minus på 17,6 millioner, oplyser Aller Media i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet Allers investeringer i rejsebranchen, der er med til at hæve omsætningen.

At det alligevel bliver til et millionunderskud, skyldes ifølge administrerende direktør Pål Thore Krosby ekstraordinære udgifter og ændringer i momsloven.

- Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at væksten på toplinjen endnu ikke er lønsom, men inden for alle tre forretningsben var det nødvendigt at gennemføre nogle strategi- og organisationsjusteringer, så vores virksomhed er tilpasset markedsvilkårene.

- Dels lukkede vi nogle aktiviteter, som ikke var økonomisk bæredygtige, og dels justerede vi vores fokus i enkelte afdelinger for bedre at understøtte vores langsigtede vækststrategi, siger han i pressemeddelelsen.

I september lukkede Aller det kulørte ugeblad Kig Ind, ligesom to udviklingsprojekter blev lukket i juni.

Derimod pynter opkøb af DG Media og DataGraf Communications og aktiemajoriteten i Nilles Rejser på omsætningen.

Aller Media fik et positivt driftsresultat på 21 millioner kroner i regnskabsåret, der løber fra 1. oktober 2014 til 30. september 2015.

Pål Thore Krosby forventer et positivt resultat på bundlinjen i regnskabsåret 2015/2016.

Også i regnskabsåret 2013/2014 var der underskud i Aller Media - her endte det med et minus på 8,1 millioner kroner.

Aller Media er det danske datterselskab under Aller Holding, som også har aktiviteter i Norge, Sverige og Finland.

/ritzau/