Koncerter med U-noderne: Udsigt til nyt tilløbbsstykke

Selv om der er næsten et år til, koret U-noderne igen afvikler tre koncerter på en weekend i Kolding, kan man allerede nu forudse, at det bliver et tilløbsstykke.

Billetsalget til koncerterne 3., 4. og 5. oktober næste år starter på mandag klokken 9, og allerede inden da har mange tilkendegivet deres interesse.

På få år er det nemlig lykkedes Kolding-koret at stable en solid tradition på benene, hvor det nok især er kombinationen af en god treretters middag og musikalsk underholdning med et nyt tema hvert år, der trækker. Tidligere har temaerne været for eksempel dansktop, Abba og country. Hvad det bliver denne gang, er hemmeligt indtil koncerterne næste år.

Koncerterne afvikles i Kirkesalen på Sct. Jørgens Gård, og når billetsalget starter mandag, gælder først-til-mølle-princippet. Man skal møde personligt op på Sct. Jørgens Gård for at erhverve sig billetter, og det er der mange, der gør, da de også er blevet en populær gave at lægge under mange juletræer, oplyser korets formand, Poul Erik Hansen.

Udover de tre koncerter hvert år i oktober bliver U-noderne hyret til blandt andet private fester og til at synge på plejehjem og andre institutioner. Og til februar drager koret til Lundgaard-studiet i Vejen for at indspille CD nummer to.

Dagens Gossip