Konflikt truer metrobyggeri

Det skyldes, at en række fagforbund, herunder Dansk Metal og 3F, ifølge byggedagbladet Licitationen uden yderligere varsel kan trækkes væk fra arbejdspladser, hvor den konfliktramte virksomhed er til stede.

HR-chef i Metroselskabet, Peder Mandrup Knudsen, siger til Licitationen, at man har gjort CMT, der er hovedentreprenør på metroen, opmærksom på, at man ikke vil acceptere entreprenører uden overenskomst.

»Vi forventer, at CMT og deres underentreprenør løser problemet med det samme, enten ved at der tegnes overenskomst eller at samarbejdet med det pågældende firma ophører,« siger han.

Den konfliktramte virksomhed Wredstrøm & Co. er underentreprenør for den italienske entreprenør Trevi, der laver indfatningsvæggene ved stations- og arbejdsskaktene for hovedentreprenøren CMT. Ifølge Licitationen er der lige nu forhandlinger i gang mellem parterne for at få løst problemet.

Metrobyggeriet er i den seneste tid blevet handicappet af klager fra naboer, der har ført til, at aften- og nattearbejdet er blevet indstillet på fem byggepladser.

Samtidig kunne Berlingske onsdag fortælle, at en klage, der lige nu ligger til behandling, kan lamme hele projektet, hvis den bliver taget til følge.

Københavns Kommune har oplyst, at begrænsningerne på byggeriet som følge af klagerne vil forsinke projektet i et år og udløse en ekstraregning på op mod 1,5 milliarder kroner. 

Dagens Gossip