Konge af partymusik er død - 86 år

Skrevet af admin

10/06/2015

Mest læste i dag

Den tyske musiker og komponist James Last er død, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Han døde tirsdag i Florida 86 år gammel.

James Last var elsket som kongen af partymusik og turnerede så sent som sidste år rundt i Europa med sit seneste album, der også kom sidste år.

Han er født i Bremen i 1929 som Hans Last og var 17 år, da han blev bassist i Radio Bremens danseorkester.

I 1948 grundlagde han Last-Becker Ensemblet, der holdt sammen i syv år, og i den periode blev han tre gange i træk kåret til sit lands bedste jazzbassist.

Der er ikke helt enighed om de nærmere detaljer, som i midten af 1960'erne grundlagde berømmelsen og banede vejen for udskiftningen af det tyske Hans med det angelsaksiske James.

Den berømte partysound, der siden har været hans og orkestrets varemærke, blev før den tid også spillet af andre.

I et interview op til sin 80-års fødselsdag sagde James Last, at han sammen med sin far havde lyttet til et program i dansk radio, hvor der blev spillet musik, akkompagneret af latter, sang og klappen i baggrunden.

- Det gav mig idéen til at lave musik, der lyder som et party. Når en gæst ringer på, og døren går op, skal han med det samme have fornemmelsen af, at her er der noget i gang, sagde James Last til nyhedsbureauet dpa.

I 1965 kom den første plade med "Non Stop Dancing" på gaden, og siden har musikken spillet derudad med James Lasts arrangementer af nye og gamle klassikere, tyske og skandinaviske folkesange og meget mere.

Det vil være en overdrivelse at påstå, at hans stil har tilfredsstillet segmentet af musikalske feinschmeckere. Men hans fanskare er stor - også i USA og Storbritannien, og pladesalget har rundet 100 millioner.

/ritzau/