Kongelige skuespillere rykker til Aarhus

Det Kongelige Teater skifter næste sommer hovedstadsscenen ud med det græsbeklædte tag på Moesgaard Museum ved Aarhus.

Det sker, når de kongelige skuespillere rykker til Aarhus, som i 2017 har æren af at være Europæisk Kulturhovedstad.

Et af årets højdepunkter bliver forestillingen "Røde Orm" om vikingen af samme navn. Forestillingen er baseret på den svenske forfatter Frans G. Bengtssons roman.

Det fortæller programdirektør Juliana Engberg ved et pressemøde om næste års højdepunkter.

- Det bliver en af årets megaevents. Det bliver den begivenhed for hele familien, man ikke vil gå glip af, siger Juliana Engberg foran omkring 500 pressefolk og samarbejdspartnere i Turbinehallen ved havnen i Aarhus.

Forestillingen "Røde Orm" skal foregå på det 9000 kvadratmeter store græsbeklædte tag på Moesgaard Museum, og der bliver plads til 3500 tilskuere til hver af de 29 forestillinger fra maj til juli næste år.

- Vi håber, at publikum vil tabe næse og mund i forbløffelse over, hvor medrivende det bliver, og hvor fantastiske skuespillere vi har i dette land, siger Morten Hesseldahl, direktør for Det Kongelige Teater, i en videohilsen, som vises ved pressemødet.

Ud over vikingespil og udstilling om byens historie byder kulturhovedstaden på en nyfortolkning af filminstruktør Susanne Biers filmtrilogi "Brødre", "Elsker dig for evigt" og "Efter brylluppet".

De tre film omdannes til henholdsvis en opera, et dansestykke og en musical, som sættes op i Musikhuset.

Også kunstmuseet Aros kommer til at spille en rolle under den europæiske kulturhovedstad, når museet etablerer en fire kilometer lang kunstzone, der strækker sig fra midtbyen til stranden ved Ballehage. Det sker under navnet "The Garden".

Projektet fokuserer på de dramatiske forandringer i forholdet mellem menneske og natur de seneste 400 år.

Også Den Gamle By blænder op for en stor satsning næste år med en underjordisk udstilling om Aarhus' udvikling fra vikingetiden til nu.

/ritzau/

Dagens Gossip