Kongen af Bayern i frit fald

Midt i denne sportslige eufori står klubbens mægtige præsident Uli Hoeness imidlertid i et personligt helvede, som kan resultere i vanære, farvel til sin elskede klub og måske i yderste konsekvens fængselsstraf.

Da Bayern München 6. april sikrede sig det tyske mesterskab med 1-0 sejren over Frankfurt, var det titel nummer 50, Uli Hoeness kunne notere på sit personlige CV som spiller på klub- og landshold samt som fodboldleder - primært i Bayern München.

Men mens den 61-årige slagteruddannede Uli Hoeness med politiske ambitioner i det konservative parti jublede på overfladen, vidste han, at det kun var et spørgsmål om tid, før bomben ville sprænge i offentligheden.

Tidligt om morgenen den 20. marts blev Bayern-præsidenten nemlig vækket af politi og embedsmænd fra det tyske skattevæsen i sit hjem i Tegernsee, der kom for at ransage huset og arrestere Uli Hoeness.

Bayern-præsidenten havde ellers håbet på en lidt mere lempelig afvikling af en sag om en skjult konto i Schweiz, der finansierede hans trang til at spekulere store beløb i aktier og valuta. For han havde selv gjort skattevæsenet opmærksom på ’problemet i januar i år, ligesom Uli Hoeness havde indbetalt et beløb til dækning af de skatter, den tyske stat var gået glip af.

- Frem til 19. marts var jeg overbevist om, at jeg via mine indrømmelser og via indbetalingen af den skyldige skat ikke havde grund til at frygte strafforfølgelse. Den 20. marts blev mit liv ændret om morgenen klokken syv, fortæller Bayern-præsidenten for første gang, efter hans personlige helvede brød løs, i et stort interview med den tyske avis Die Zeit.

Uli Hoeness er ikke upåvirket af sagen. Slet ikke. Hele Tyskland taler om det indtil for nyligt højt respekterede fodboldikon, der aldrig gik af vejen for at svinge den moralske fane, indtil han pludselig stod som børs-ludoman og skattesvindler.

- Det er en næsten uudholdelig situation. Jeg sover dårligt, og jeg sveder meget om natten, hvad jeg ikke har gjort før. Jeg vender og drejer mig. Og så vender jeg mig en gang til. Og så tænker jeg, til jeg bliver fortvivlet. Nogle gange er jeg helt færdig en time efter, jeg er stået op, fortæller Uli Hoeness, der er ude i den helt store anger-mission i Die Zeit.

- Jeg fortryder uendeligt meget. Jeg har begået en stor fejltagelse. En stor dumhed, som jeg vil rette op på så godt som muligt. Der er kun én god ting i min nuværende katastrofale situation. I alle de år, der er gået, har jeg haft dårlig samvittighed over denne konto i Schweiz. Altid lå det i baghovedet: Du må løse dette. Du må gøre rent bord. Den tanke var der altid, og det er slut nu. Det er en stor lettelse, fortæller Uli Hoeness.

Bayern-formanden begyndte i 1990erne med spekulation i 50.000 dollar-klassen, men det var, da han allierede sig med sin gode ven, den tidligere Adidas-boss Robert Louis-Dreyfus, at beløbene eskalerede til millionstørrelse.

Robert Louis-Dreyfus indbetalte ifølge Die Zeit, hvad der svarer til over 80 millioner kroner på Uli Hoeness’ schweiziske konto, og så gik de to i gang med den helt store børsspekulation sammen.

- I årene fra 2002 til 2006 spekulerede jeg rigtigt meget, i perioder både dag og nat. Det var til tider ekstreme summer, som jeg i dag har meget svært ved at fatte. Det gav et kick. Det var ren adrenalin, fortæller Uli Hoeness, der dog ikke vil sætte tal på investeringerne.

Han lægger stor vægt på, at hans konto i Schweiz intet har med Bayern München at gøre, og at der på ingen måde er sammenhæng mellem det faktum, at han spekulerede på børsen med chefen for Adidas, mens sportsbeklædningsfirmaet i samme periode forlængede sin aftale med Bayern München.

Robert Louis-Dreyfus kan ikke give sin version af den sag, da han i mellemtiden er død af leukæmi.

Uli Hoeness er kun på fri fod i dag, fordi han indbetalte en kaution på fem mio. euro (ca 37 mio. kr), da han blev arresteret. Men han er ikke fri for at skulle stå til regnskab for at have unddraget sig tysk skat i mange år, selv om han mener, at han har betalt det skyldige beløb tilbage.

En fængelsstraf er dog for Bayern-bossen en utænkelig tanke, men det er det ikke, at han måske må trække sig som Bayern Münchens præsident, selv om det vil pine Mr. Bayern uendeligt meget. Og kommer det så vidt, er der noget, han med sikkerhed skal nå først.

- Hvis jeg får den følelse, at min person skader klubben, vil jeg drage konsekvensen. På den anden side står klubben både sportsligt og forretningsmæsssigt bedre end nogensinde - og deri har jeg også en stor andel. Men under alle omstændigheder trækker jeg mig ikke tilbage, før finalen i Champions League, fastslår Uli Hoeness i interviewet med Die Zeit.

Dagens Gossip