Kongressen i USA godkender budget og afværger lånekrise

Skrevet af admin

30/10/2015

Dagens topnyheder

Kongressen i Washington har natten til fredag godkendt et budget for de kommende to år, og dermed mangler blot Barack Obamas underskrift, før amerikansk økonomi er sikret - i hvert fald frem til 2017.

Præsidentens underskrift er en formssag.

Med aftalen, der blev vedtaget onsdag i Repræsentanternes Hus, øger man lånerammen for det føderale budget med 80 milliarder dollar eller omkring 540 milliarder kroner.

Det sker gennem en toårig budgetaftale, og vedtagelsen falder et tørt sted. Det har været en trussel mod amerikansk økonomi, hvis ikke USA fik lov til at øge lånerammen.

Budgettet blev godkendt i Senatet med 64 mod 35 stemmer efter en afstemning, der blev skudt til ud på natten.

USA indledte det nye budgetår 1. oktober.

Men især modstand fra den rabiate højrefløj af republikanere i Repræsentanternes Hus, Freedom Caucus, der kræver enorme besparelser, gjorde, at det kun var muligt at forlænge budgettet til midten af december.

Men nu har Kongressen altså vedtaget en budgetaftale, der løber frem til 2017.

I 2013 blev tusindvis af offentligt ansatte sendt hjem i 16 dage på grund af en strid om budgettet.

Budgetaftalen skal forhindre, at det sker igen i Barack Obamas præsidentperiode, der slutter i januar 2017.

Aftalen er resultat er hemmelige forhandlinger mellem Det Hvide Hus og den afgående formand for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner.

Boehner har haft travlt med at rydde skrivebordet, inden Paul Ryan skulle overtage posten, og netop budgetkrisen har været et af de største problemer på hans bord.

Paul Ryan blev torsdag valgt som formand for Repræsentanternes Hus. Posten er den tredjevigtigste politiske position i USA.

/ritzau/Reuters