Konkurrence på pakkefront er gave til danskerne

Du sidder og shopper på nettet, og med et klik kan du vælge at få fragtet en vare til en pakkeboks i nærheden. Det er blevet langt nemmere for danskerne at få fat på deres pakker. Og nu er der også udsigt til billigere priser.

Flere fragtdistributørerne er nemlig kommet på banen og satser på de såkaldte pakkebokse, der står udendørs eller i forskellige supermarkeder og butikker. Den øgede konkurrence vil gøre det billigere for danskerne at få fragtet pakker fra den virtuelle indkøbskurv.

»Skarp konkurrence betyder lavere priser. Så det vil blive billigere for forbrugerne. Også fordi firmaerne bare kan lægge pakken i den nærmeste pakkeboks i stedet for at køre rundt til alle de private steder,« siger Henrik Theil, der er kommunikationschef i FDIH og ekspert i e-handel.

Og Bruno Christensen, direktør i konsulenthuset Detailhandels Promotion, mener også, at den udvikling, der ruller nu, vil gøre det betydelig lettere og billigere for danskerne.

Brug for billigere priser

De billigere priser vil falde på et tørt sted. Danmark er et dyrt land, når man vil have fragtet en pakke efter at have handlet på nettet. Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har man længe efterlyst mere konkurrence, så Danmark kan nå et langt bedre prisniveau på fragt af varer købt via nettet.

En ny analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser nemlig, at prisen for at få tilsendt en mindre pakke, når man har handlet på nettet, er 10 til 36 procent højere i Danmark end gennemsnittet af ni sammenlignelige lande. Af den grund falder den nye udvikling i god jord.

»Det er meget positivt, fordi det bliver bedre og billigere for forbrugerne, når konkurrencen er skarpere. Det får virksomhederne til at oppe sig lidt. Post Danmark og GLS, som er store aktører, tilbyder nogle billigere og bedre produkter, end de måske ville gøre, hvis der ikke var nogen konkurrence,« siger Jacob Schaumburg-Müller, der er kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Men han understreger, at det ikke er nok til, at danskerne kan få priser, der måler sig med udlandet. Prisniveauet skal slankes yderligere.

»Det, at der kommer flere udbydere, er entydigt positivt. Jo flere, jo bedre. Men udbuddet er stadig ikke så stort, som det er i nogle af de lande, som vi sammenligner os med,« siger han.

Ja tak til fremtidens posthus

Både de inkarnerede og nye fragtdistributører har spottet et behov på markedet. Næsten 3,3 millioner danskere har ifølge Danmarks Statistik shoppet på internettet inden for det seneste år. Og e-handel ekspert Henrik Theil mener, at danskerne har større krav til en billigere og lettere løsning, når varen skal leveres.

Flere og flere bliver også allerede lokket af den nye mulighed for pakkeforsendelse.

Lige nu har over 140.000 danskere tilmeldt sig Post Danmarks pakkeboks, og hver måned hopper 3.000 flere med på den bølge. Og tallet er reelt langt større, fordi danskerne ikke længere skal tilmelde sig for at få sendt pakken til den nærmeste Post Danmark boks.

Udviklingen kommer ikke bag på Carsten Dalbo, der er chef for logistik i Post Danmark. Han ser en kraftig stigende lyst til at få leveret til pakkeautomaterne, og derfor er det også netop det område, som Post Danmark for alvor vil fokusere på i fremtiden.

»Vores ambitioner stopper absolut ikke her. Det er ikke sidste gang, vi udvider. Vi vil gerne være endnu bredere og udvide, så vi kommer endnu tættere på den enkelte husstand,« siger han og forklarer, at det er en af ting, der skal sikre Post Danmark vækst og overlevelse i fremtiden.

Det er ifølge Henrik Theil godt, at flere satser på den form for fragt, fordi det bliver et større konkurrenceparameter på markedet at tilfredsstille kundernes behov med både pris og nem levering.

Dagens Gossip