Konkurrent inden Eggert-entré: I kan regne med mig

Skrevet af admin

17/01/2014

Dagens topnyheder

13 scoringer på 17 forsøg og så godt som fuld spilletid i Boxen.

Det er status for fløjspilleren Casper U. Mortensen, der føler, han har leveret varen og sendt det rette signal til landstræner Ulrik Wilbek og holdkammeraterne, inden konkurrenten Anders Eggert stempler ind ved håndbold-EM i Danmarks venstreside.

- Det var uventet, at jeg skulle have fuld tid i de første tre kampe. Men jeg har grebet chancen. Og jeg har sendt et signal om, at de kan regne med mig. Bolden bliver smidt i kassen, når de kommer ud til mig, siger han.

En skade har holdt erfarne Eggert ude af de første tre EM-kampe, men alt tyder på, at den kække fløj bliver skiftet ind i truppen inden lørdagens kamp mod de spanske verdensmestre i mellemrunden.

Det får dog ikke Casper U. Mortensen til at frygte, at han skal se resten af EM-kampene iført træningstrøje på den danske bænk.

- Det er fint nok, når Anders kommer tilbage. Jeg har det rigtig godt med Anders og ser frem til samarbejdet, ligesom vi havde sidste år til VM. Og jeg er sikker på, jeg nok skal få masser af spilletid stadigvæk, siger Mortensen.

Han åbnede EM fornemt mod Makedonien, faldt lidt i niveau mod Østrig, men leverede fint igen i tredje indledende kamp mod Tjekkiet torsdag. Han blåstempler sin egen indsats i en grad, så den kan kaldes et gennembrud i rødt og hvidt.

- I den grad. Sidste år delte Anders og jeg spilletiden, nu har jeg haft ansvaret på mine skuldre i de første kampe, det har jeg klaret, som jeg skulle, så det her er mit gennembrud, siger han.

Og når Eggert igen er med på holdkortet er det både en konkurrent og en kollega for Casper U. Mortensen.

- Man er kolleger til et vist punkt. Konkurrence er sundt, når man presser hinanden. Vi har det godt sammen – også uden for banen, og der er ingen bad feelings i forhold til, hvem der spiller.

- Og vi er to vidt forskellige fløjtyper. Vi får brug for alle, og bredden er en stor styrke, som vi skal bruge i resten af turneringen, siger Casper U. Mortensen.

At Eggert kommer ind i truppen, det synes sikkert. Spørgsmålet er så, hvor meget han kan og får lov til at spille. Det bestemmer Ulrik Wilbek, og imens gør Mortensen det, han har gjort i EM's tre første kampe.

- Jeg har fuld fokus på det, jeg kan bidrage med og påvirke, og jeg synes, at jeg har spillet så godt, jeg kunne, siger han.

/ritzau/