Konkurrent spår Magnussen svær vej tilbage til Formel 1

Skrevet af admin

23/10/2015

Dagens topnyheder

I slutningen af 2013 realiserede Kevin Magnussen sin Formel 1-drøm, da han snuppede mexicaneren Sergio Perez' sæde hos McLaren.

Perez fik i stedet en plads i Formel 1 hos Force India, og nu to år efter kører mexicaneren fortsat i Formel 1, mens Magnussen efter kun én sæson som fast kører for McLaren er uden for det fine selskab og stadig ikke har fundet en vej ind til 2016-sæsonen.

Det kan også blive ganske svært, spår Perez.

- Det er en skam for Kevin, fordi han kom til McLaren på et meget svært tidspunkt. Ligesom jeg selv gjorde.

- Jeg var heldig at finde et nyt hold og holde gang i min Formel 1-karriere. For ham bliver det en del sværere, da der ikke er så mange pladser tilbage, og han har allerede misset et år i Formel 1, siger Sergio Perez forud for søndagens grandprix i Austin i USA.

Han mener, at Magnussen hører til i feltet.

- Jeg håber virkelig, at han finder et sæde, fordi han fortjener at være i sporten, siger Perez.

Efter et år som reservekører stod det i sidste uge klart, at Magnussen stopper hos McLaren.

Han har selv sagt, at han har flere tilbud på hånden, og der spekuleres i, at hans eventuelle Formel 1-fremtid kan ligge hos Lotus-holdet, der har et ledigt sæde.

/ritzau/