Konkurrenter er utilfredse med amerikaners OL-guld

Det blev amerikaneren Sage Kotsenburg, der lørdag formiddag blev kåret som vinter-OL's første guldvinder, men hvis man spørger hans konkurrenter, skulle den ære være tilfaldet en anden.

Utilfredsheden har nemlig bredt sig blandt snowboardløberne, efter at dommerne gav Kotsenburg højeste score i slopestyle, selv om det efter manges opfattelse var andre, der stod for de sværeste tricks og spring.

- Vi må tage en snak med dommerne og få afklaret, hvad de egentlig vil have, siger konkurrencens nummer fire, svenskeren Sven Thorgren ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han mener, at sølvmedaljevinderen, norske Ståle Sandbech, skulle have været øverst på podiet.

- Jeg mener også, at både jeg selv og Mark McMorris (bronzevinderen, red.) kørte bedre end Sage, siger Thorgren.

Slopestyle handler om at lave særlige tricks på en 665 meter lang bane. Afgørelsen ligger udelukkende i hænderne på konkurrencens dommere.

Den svenske sportschef Olle Danielsson mener også, at dommerne traf det forkerte valg.

- Sandbech blev nummer to med en omgang, der var helt syg. Han burde have vundet, og de andre podiepladser skulle være gået til Sven Thorgren og Mark McMorris.

- Dommerne ødelagde meget for sig selv, da de gav så høje point til Sage Kotsenburg i første gennemløb, siger Olle Danielsson.

Kotsenburgs træner, Mike Jankowski, tager dommerne i forsvar.

- Vi ønsker ikke en sport, hvor det kun handler om at tælle omdrejninger. Vi skal ikke udtrykke alting i tal. I snowboard tæller også den følelse, man får, når man inddrager alting, siger Mike Jankowski.

/ritzau/

Dagens Gossip