Konkurrenterne spår Danmark et stort VM

Skrevet af admin

07/12/2013

Mest læste i dag

Der kan være lysere tider på vej for det danske kvindelandshold i håndbold, der ikke har vundet en medalje i et stort mesterskab siden EM i 2004.

Allerede ved VM i Serbien, der for Danmarks vedkommende starter med opgøret mod Kina i aften, kan landstræner Jan Pytlicks tropper komme tilbage på medaljeskamlen, mener danskernes konkurrenter i udlandet.

Ritzau har spurgt en række af de øvrige VM-landstrænere, og alle ser danskerne som et af de bedste bud på en deltager i semifinalen.

- Danmark har et meget godt hold i år og er absolut en af favoritterne til en semifinale, mener Thorir Hergeirsson, der står i spidsen for de forsvarende verdensmestre, Norge.

- Ligesom andre nordiske hold er Danmark et rigtigt turneringshold med de egenskaber, der skal til: De er veltrænede og har en god indstilling, lyder det fra Norges islandske landstræner.

Efter skuffelsen ved OL i London har Jan Pytlick skabt en ny stil på det danske hold.

Væk er betonforsvaret og det omstændelige angrebsspil. I stedet har Pytlick forsøgt at skabe en spillestil baseret på kontrastød og en fart, som de færreste modstandere kan matche.

- Det er et meget spændende hold. Der er kommet nogle sultne og dygtige unge spillere med, som har været inde i systemet i mange år og som bare vil fremad, siger danske Morten Soubak, som er landstræner for Brasilien.

- Det var en meget positiv oplevelse, at de tog det radikale spring efter OL. De har reelle chancer for at nå rigtig langt og har kvaliteter til at spille med blandt de fire bedste, mener Soubak.

Samme opfattelse har Rumæniens landstræner Gheorghe Tadici, som i november tabte to testkampe til Danmark.

- Det arbejde, der er blevet udført i de seneste år, har givet flot udbytte. Danmark har kontinuitet og en fremragende træner i Pytlick. Jeg mener, de har kvaliteten til at nå semifinalen og vinde en medalje, siger Gheorghe Tadici.

Jan Pytlick erklærer sig på forhånd tilfreds med en placering i top-8 og er ikke enig i vurderingen, at Danmark er semifinalefavorit.

- Nej, jeg synes, der er mange, der byder sig til. Det her VM er spændende, fordi der er mange hold, der kan nå langt. To af holdene i vores pulje, Serbien og Brasilien, kan være top-4. Spanien kan helt klart også, og sådan kan jeg blive ved, siger Pytlick.

Med tre gange guld ved OL hører Danmark traditionelt til blandt stormagterne i kvindehåndbold, selv om medaljehøsten har været mager i en årrække. Navnet Danmark vækker tydeligvis fortsat respekt i udlandet.

- Det er jo stadig en stor håndboldnation, som både på klub- og landsholdsplan er i stand til at spille med blandt de bedste. Selv om det ikke er blevet til medaljer længe, kan de stadig slå alle lande i verden, siger Hollands træner Henk Groener.

Sådan oplever Polens danske landstræner Kim Rasmussen det også.

- Der er en kæmpe respekt for dansk håndbold i Polen og generelt i Europa. Det gode arbejde, som Danmark har lavet, siden kvindeholdet slog igennem i 1993, har sat sine spor, siger Kim Rasmussen.

/ritzau/