Konkursramte Detroit går i gang med at værdisætte byens aktiver

Byen Detroit i den amerikanske delstat Michigan indgav konkursbegæring den 18. juli i år og anmodede samtidig om økonomisk hjælp fra den amerikanske stat.

»Byen må kende den aktuelle værdi for alle sine aktiver, herunder den samling, som byen ejer på DIA,« siger advokaten Kevyn Orr, der er blevet udpeget til at overvåge Detroits finansielle operationer, mandag til Reuters.

Museet har en omfattende kunstsamling fordelt på 658.000 kvadratmeter og flere end 100 gallerier. Kunstnerne tæller navne som Vincent van Gogh, Rembrandt, Henri Matisse, Jan van Eyck, Claude Monet og Andy Warhol. Blandt museets danske kunstnere finder man Vilhelm Hammershøi og Harald Slott-Møller.

Detroit vil ansætte eksterne eksperter til at værdisætte sine aktiver, herunder parkeringshuse, parkometre, fast ejendom og lufthavnen Coleman A. Young International, skriver Reuters.

Detroit var en gang USAs fjerdestørste by og hjemsted for en spirende industri - i dag kæmper den med en gæld på mere end 18 milliarder dollar.

Flere faktorer har gjort, at Detroit, der i gamle dage var den amerikanske bilindustris hovedstad, har indgivet en konkursbegæring, men store fald i indbyggertal og dermed også i skatteindtægter har været afgørende.

BNB

Dagens Gossip