Konkursramte Susanne Rützou: Jeg har det godt

Designeren Susanne Rützou har måttet vinke farvel til sit tøjfirma Rützou A/S i det forgangne år, for finanskrisen er heller ikke gået ubemærket henover modebranchen.

Alligevel er hun ved godt mod, fortæller den 48-årige designer til FEMINA.

- Jeg ved godt, det lyder som en megakliché, men jeg har valgt ligesom at fokusere på alle de gode sider af noget, der ikke gik, som jeg havde tænkt mig. Jeg har været rigtig ked af det og hudløs, og det har været et sejt træk, men i krisesituationer reagerer jeg gudskelov med at være … nøgtern. Lige i starten var det selvfølgelig lidt skræmmende. Sådan huuuargh … Det har også nogle konsekvenser, som gør en forskel for min tilværelse. Men jeg prøver at være lidt løsningsorienteret, og jeg har det faktisk overraskende godt, siger Susanne Rützou.

3 kendte kvinder fortæller om deres bedste kjole på femina.dk

Efter konkursen har hun også fået mere tid til at tænke over, hvor travlt, hun har haft – i årevis.

- Det har også været en tilværelse, hvor jeg til tider følte, at jeg … havde sat mig selv lidt skakmat i en trædemølle. Det er så voldsomt at få sådan en biks til at fungere. Du kunne have spurgt mig: ’Hvad skal du lave om to år den 15. oktober?’. Og så kunne jeg rimelig præcist have svaret. Men altid at vide, hvad jeg skal, ligger i virkeligheden ikke så tæt på min natur.

Læs på femina.dk, hvorfor eksmodellen Helena Christensen aldrig har følt sig sexet

Mange ting, hun aldrig har gjort

Nu glæder Susanne Rützou sig over, at hun trods alt har fået mere tid – også til sine børn. Noget, hun ikke har haft så meget af i de forløbne år som succesfuld designer.

- Og kunne byde ind med ting. Når Felix har glemt, at det var hans tur til at bage en kage til klassens time. ’Jeg bager da lige en kage, Felix!’. Der er så mange små ting, jeg aldrig har fået gjort. Alle illusionerne om at være en rigtig kvinde og en rigtig mor og alt det, man gerne vil leve op til, har jeg bare aldrig kunnet leve op til. Det har jeg sådan set også været ret cool omkring, men et eller andet sted derinde HAR man en trang til den livskvalitet, der ligger i at lave noget fra bunden. Når man nu SYNES, det er dejligt. Så det ikke bliver: ’Så klistrer og hygge vi – på søndag’, siger Susanne Rützou til FEMINA.

Af redaktionen, FEMINA/NewsDesk  Aller Media

Dagens Gossip