Konservativ har krav med for otte milliarder kroner til Corydon

Partiet vil blandt andet fremrykke de aftalte skatte- og afgiftslettelser fra Vækstplan DK, så de træder i kraft allerede i 2014, og desuden vil man forhøje beskæftigelsesfradraget. De to initiativer til sammen har en prisseddel på små fire milliarder kroner.

»Det er job og beskæftigelse, der gør, at virksomhederne bliver mere konkurrencedygtige, så de kan skabe beskæftigelse, så der er job til danskerne. Vi skal have gang i hjulene,« siger Mike Legarth, og understreger, at også beskæftigelsesfradraget har høj prioritet.

»Det er for at markere, at der skal være forskel på at tage et arbejde og forsørge sig selv i forhold til at være på passiv forsørgelse,« siger han.

Spørgsmål: I vil finansiere de fleste af Jeres initiativer gennem nulvækst i det offentlige. Hvor realistisk tror du det bliver at få Bjarne Corydon og regeringen med på den?

»Vores opgave er at præsentere, hvad Det Konservative Folkeparti står for, og vi vil gerne vriste regeringen ud af hænderne på Enhedslisten, og vi bringer de elementer frem, som vi mener, er rigtige for Danmark, og så håber vi, at regeringen vil se vores vej,« siger partiets finansordfører og uddyber:

»Men det, det handler om for os, er ikke at tilfredsstille regeringen. Det handler om at vise, hvad Det Konservative Folkeparti står for.«

Mike Legarth regner dog ikke med, at de Konservative kommer med i den endelige aftale om finansloven for næste år, da det efter alt at dømme bliver regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, der sikrer regeringen en aftale, påpeger han.

»Det, tror jeg, bliver meget, meget svært, for alt tegner til, at det bliver Enhedslisten, der kommer til at bestemme over dansk økonomi. Det er det, der giver os kuldegysninger,« siger han.

I sit udspil ønsker de Konservative ligeledes en fastfrysning af grundskylden samt en afskaffelse af afgifter på 28 individuelle dagligvare. De to forslag løber tilsammen op i omkring 2,7 milliarder kroner.

Den umiddelbart mindste post i de Konservatives udspil er fem millioner, der skal bruges til Fregatten Jylland, der har brug for restaurering, efter den mistede store dele af sin økonomiske støtte sidste år.

Dagens Gossip