Konservative afviser at være med til at hæve bundskat

Indtil for få dage siden var Venstre og De Konservative enige om, at bundskat er noget, der falder og ikke det modsatte.

Men med tirsdagens lyn-aftale mellem regeringen og Venstre om en rammeaftale om vækst og beskæftigelse står de to borgerlige partier nu stejlt over for hinanden.

Med vækstplanen accepterer Venstre en forhøjelse af bundskatten på 0,28 procentpoint, hvilket skal være med til at finansiere en skrotning af den forsyningssikkerhedsafgift, som blev aftalt mellem parterne i 2012.

Aftalen mellem regeringen og Venstre skal nu forhandles med de partier, der er med i de forlig, de berører, og her kommer De Konservative så ind i billedet:

- Det Konservative Folkeparti kommer ikke til at medvirke til, at bundskatten hæves, siger partiets finansordfører, Mike Legarth, til TV2 News.

- Det er at gøre det dyrere at være dansker, siger han med tydelig reference til et af Venstres politiske hovedmål om, at det ikke må blive dyrere at være dansker.

Som led i rammeaftalen skrottes forsyningssikkerhedsafgiften helt, mens PSO-afgiften sænkes betragteligt med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020 mod regeringens oprindelige oplæg om at sænke den med 5,8 milliarder kroner.

Stigningen i bundskatten ender ifølge Ritzaus oplysninger med at være 0,28 procentpoint mod de 4,0 procentpoint, som regeringen oprindeligt lagde op til i sit udspil.

Som led i aftalen bliver håndværkerfradraget - en anden Konservativ- og Venstre-mærkesag - ikke forlænget.

/ritzau/

Dagens Gossip