Konservative beskyldes for at tage folkeskolen som gidsel

Det mener De Radikales undervisningsordfører, Lotte Rod (R).

»Vi har nu siddet til over 20 forhandlingsmøder, hvor de Konservative ikke på noget tidspunkt har konkretiseret, hvad det er, de vil have. Og så ender de med at springe fra en reform, som et stort flertal i Folketinget ellers er enige om. De ødelægger et forlig, som både erhvervslivet, kommunerne og forældreorganisationen taler varmt for. Det er mærkeligt, Barfoed ikke vil tage ansvar,« siger Lotte Rod i en kommentar.

Konservative vil ikke gå med i en folkeskolereform, der indeholder obligatorisk lektiehjælp. Men det gør regeringens udspil heller ikke, fastslår Lotte Rod, der tvivler på, at Lars Barfoed har forstået regeringens folkeskoleudspil.

»Obligatorisk lektiehjælp har aldrig været en del af regeringens forslag, det er noget, der er opstået i de Konservatives hoveder. Det er ikke blot helt useriøst - det er til skade for Danmark,« siger Lotte Rod.

»Enten har K misforstået det med vilje for at skaffe sig tid på TV-skærmen, eller også har de bare misforstået hele folkeskolereformen,« siger hun.

I regeringens folkeskoleudspil »Gør en god skole bedre«, der blev præsenteret i december sidste år, hedder en af formuleringerne, at »alle skoler skal dog tilbyde lektiehjælp i aktivitetstimerne«.

Dagens Gossip