Konservative bifalder tværkommunal jobindsats

»Jeg håber, at der allerede nu foregår et samarbejde, men jeg er helt klar på at medvirke til at fjerne de barrierer, der måtte forhindre en tværgående indsats,« siger arbejdsmarkedsordfører Benedikte Kiær (K).

Forslaget om en indsats på tværs af kommunegrænser kommer fra landets seks største kommuner - København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers - der ifølge Jyllands-Posten er klar med et udspil til det såkaldte Carsten Koch-udvalg.

Udvalget skal senere på året fremlægge et bud på en revision af beskæftigelsesindsatsen.

De Konservative er klar til at indgå i drøftelser med regeringen og foreslår oprydning i regler og bureaukrati, der forhindrer, at jobkonsulenterne bruger tiden på at skaffe job til ledige.

»Vi vil gerne gøre op med al det bureaukrati og bøvl, der er kommet til, og som medarbejderne skal efterleve. Det skal handle om at få den enkelte i arbejde så hurtigt som muligt,« siger Benedikte Kiær.

Hun mener, at en afgørende forudsætning for at få skabt en effektiv jobformidling er en forenkling af refusionssystemet, hvor staten refunderer kommuner for udgifter til personer på overførselsindkomster.

»Jeg ser gerne, at kommunerne får et langt større ansvar, og derfor går vi ind for at få skabt et mere enkelt og smidigt refusionssystem,« siger Benedikte Kiær.

SFs arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen (SF), er enig i, at der er behov for en mere tværgående indsats på beskæftigelsesområdet.

»Der er et kæmpe behov for at kunne formidle job på tværs af kommunegrænser. Det bør diskuteres, om den nuværende konstruktion er rigtig - om kommunerne bør have hovedansvaret, eller hvordan det skal skrues sammen. Vi er åbne for en diskussion om, hvordan jobområdet skal skrues sammen,« siger han.

Dagens Gossip