»Konservative fører politik, som vinden blæser«

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF).

»Det er en mærkelig melding at komme med, for de Konservative har lige været med til at sænke ledighedsydelsen for fleksjob, og de har været med til at skære i kontanthjælpen,« siger Bøgsted med henvisning til blandt andre reformen af fleksjobordningen, som de Konservative lagde stemmer til.

»Men de højtlønnede skal nu have en højere dagpengesats, så de kan melde sig ind i en a-kasse. Det hænger overhovedet ikke sammen. De fører politik, som vinder blæser,« siger DF-ordføreren.

Lars Barfoed peger på, at man bør lave en reform af dagpengeydelsen, da de højtlønnede mister en stor del af deres forsørgelsesgrundlag som følge af loftet over den maksimale dagpengeydelse.

Men ifølge Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører kan de højtlønnede bare forsikre sig yderligere gennem deres a-kasser, hvilket der allerede er mulighed for i dag.

»Jeg kan godt forstå, at de Konservative prøver at varetage nogle af deres vælgeres interesser, men man skal bare huske på, at det er staten, der skal betale i sidste ende,« siger Bent Bøgsted.

»Hvis de højtlønnede skal have en sats, der måske er 90 procent af deres løn, skal vi så til at udbetale 800.000 i dagpenge til dem? Det er ikke den politik, Dansk Folkeparti vil føre,« fastslår han.

Dagens Gossip

Dagens TV