Konservative: Fradrag skal skabe 15.000 job

Kvinder skal gøre karriere i samme stil som mænd. Det kræver, at det bliver billigere at få hjælp til de huslige pligter.

Sådan lyder det fra De Konservative, der vil tage kravet om et familiefradrag med til forhandlingsbordet, når konkurrenceevnepakken om kort tid skal forhandles, skriver Berlingske.

Partiet foreslår, at familier skal kunne trække regningen for at få gjort rent, pudset vinduer, købt ind, lavet mad eller hentet børn fra i skat. Familiefradraget skal årligt være på 40.000 kroner og forventes at kunne skabe knap nye 5.000 job.

Ifølge erhvervsordfører Brian Mikkelsen vil hjælp til huslige pligter få kvinderne til at arbejde mere.

- Hvis vi vil have folk til at give den et ordentligt tryk ude på arbejdsmarkedet, så skal man også have noget hjælp derhjemme, så kvinder ikke går hjem i stedet for at forfølge deres karriere, siger han til Berlingske.

Partiet foreslår også, at hver dansker årligt skal kunne hente op til 40.000 kroner i tilskud til lønudgifter i forbindelse med boligforbedringer. Det vil skabe 10.000 job, forventer De Konservative.

De to forslag vil ifølge De Konservative koste statskassen 2,5 milliarder kroner og skal bl.a. finansieres via penge fra den aktive beskæftigelsesindsats og udviklingsbistanden.

Endelig er det et hovedkrav, at selskabsskatten skal ned fra de nuværende 25 procent til 20 procent.

 

Dagens Gossip