Konservative: Københavns nej til offentlighedslov er helt misforstået

Det mener de Konservatives retsordfører, Tom Behnke (K), der understreger, at regeringens forslag til en ny offentlighedslov, som Konservative og Venstre støtter, netop sikrer mere offentlighed.

»Det er helt misforstået, det man har gjort i Københavns Borgerrepræsentation, fordi meningen med lovforslaget om en ny offentlighedslov er faktisk, at der skal være mere offentlighed i den offentlig sektor, og det er det, man også ønsker i København,« siger Tom Behnke.

»Den ændring, vi laver af offentlighedsloven, giver meget mere aktindsigt og meget mere offentlighed, og i forhold til Københavns Kommune sker der ikke nogen reduktioner overhovedet i forhold til aktindsigt,« siger han og betegner rådhusets vedtagelse som en »tom demonstration«,

De Konservatives politiske leder i København, Rasmus Jarlov (K), forklarede torsdag, at vedtagelsen på rådhuset er et signal om, at man i København ikke er tilfreds med regeringens bud på en ny offentlighedslov.

Men ifølge Tom Behnke rammer den markering fra rådhuset ved siden af skiven.

»Det giver ingen mening at gå imod med sådan en protest, fordi de to steder, hvor man strammer op, har med ministerbetjening og ministerens kommunikation med folketingsmedlemmer at gøre, og det har overhovedet ikke noget med Københavns Kommune at gøre, så det er det skudt helt ved siden af,« siger han.

Han henviser til de to bestemte paragraffer i offentlighedsloven, 24 og 27, der har været genstand for omfattende kritik herhjemme.

Førstnævnte paragraf giver mulighed for, at interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening, undtages fra aktindsigt, mens den anden giver mulighed for blandt andet at undtage dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer »i forbindelse med sager om lovgivning eller anden tilsvarende politisk proces«.

Loven åbner dog også op for mulighederne for at få indsigt i Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

Dagens Gossip