Konservative kræver konkret udspil fra Corydon

Parterne er imidlertid langt fra at nå til enighed, lyder det fra de Konservatives partiformand Lars Barfoed (K).

»Regeringen og forligspartierne har skiftet standpunkt så mange gang i dette forløb, at vi er nødt til at få præsenteret et konkret forslag fra finansministeren, før vi kan tage stilling til det. Jeg har nu været i kontakt med finansministeren i to døgn om denne sag, og de forslag, vi har set indtil videre, har ikke været acceptable. Så vi er langt fra at være i mål,« skriver Lars Barfoed (K) i en udtalelse til Berlingske Nyhedsbureau.

Regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti har tilbudt de Konservative, at de centrale elementer af reformen bliver gennemført fra 1. august 2014, og at lektiecafeernes gøres frivillige. Efter et folketingsvalg vil den skemalagte lektielæsning så blive obligatorisk.

Målet er at trække de Konservative med ind i aftalen om folkeskolerne.

»Det Konservative Folkeparti tilbød allerede, da vi i sidste uge blev smidt ud af forhandlingerne af undervisningsministeren, at vi kan gennemføre alt det, vi er enige om, nu. Det er fortsat vores tilbud. Det, vi er enige om, er i høj grad konservativ skolepolitik, der styrker elevernes faglige kompetencer og dannelse gennem flere timer i blandt andet dansk og matematik, og sigter på mere ro i timerne og respekt for lærerne,« lyder det i den skriftlige udtalelse fra Lars Barfoed.

»Vi har fra starten af disse forhandlinger sagt, at Det Konservative Folkeparti ikke kan acceptere tvungen lektielæsning i skoletiden og den heldagsskole, det medfører. Det kommer under ingen omstændigheder til at ske med konservative stemmer. Vi vil blokere for det og det kan derfor først ske efter et valg. Derimod har vi i mange år ønsket at gøre det obligatorisk for skolerne at tilbyde frivillige lektiecafeer som et tilbud til alle elever, og det ønske skal med i en aftale«.

Dagens Gossip