Konservative: Løkkes krav er for uambitiøse

Skrevet af admin

27/12/2014

Dagens topnyheder

De Konservative støtter Venstres fem pejlemærker, om at det skal betale sig at arbejde, flere private arbejdspladser, og Danmark skal være åben for udlændinge, der kan og vil - men lukkes for dem, der ikke vil. Men De Konservative savner ambitioner hos Venstre.

Det siger De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado.

- Det kan ethvert borgerligt parti bakke op om. Jeg havde gerne set, at det var mere ambitiøst. Hvordan vil man sikre, at det kan betale sig at arbejde eller skabe flere arbejdspladser? siger Mai Mercado.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, siger til TV2 News, at han som statsminister vil lede Danmark efter Venstres fem pejlemærker, som Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance skal følge som medlem af en Venstre-ledet regering.

Mai Mercado skoser Venstre for at hæve bundskatten med 17 milliarder kroner i vækstaftalen med regeringen.

- Så jeg kan godt forstå, at man har dårlig samvittighed og gerne vil sænke bundskatten igen. I vor 2020-plan sænker vi bundskatten, hæver beskæftigelsesfradraget og fjerner topskatten, siger Mai Mercado.

De Konservative venter svære forhandlinger om et borgerligt regeringsgrundlag. Mens De Konservative og Liberal Alliance vil slanke det offentlige, kræver Dansk Folkeparti en offentlig vækst på 0,8 procent, påpeger den politiske ordfører.

De Konservative støtter en strammere retspolitik med strengere straf for indbrud, siger hun om Venstre krav til tryghed.

- Indbrud skal straffes hårdere. I dag straffes det efter den almindelige tyveriparagraf. Hvis hjemmet i juledagene er endevendt af bander østfra, som har stjålet alle ens ting, så straffes det på lige fod med tyveri af en pung i Føtex, siger Mai Mercado.

/ritzau/