Konservative ser gerne omprioritering af veteran-ressourcer

Således havde Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital forventet at skulle behandle 20 personer årligt, men har opjusteret tallet efter at have behandlet 56 personer i 2012. Tendensen er den samme i resten af landet - blandt andet i Aarhus, hvor der i øjeblikket er fire måneders ventetid på behandling.

De Konservative mener ifølge forsvarsordfører Lene Espersen (K) ikke, at ressourcerne bliver brugt rigtigt.

»Vi synes, det er meget vigtigt, at man bruger flere ressourcer på at sikre, at der er tilstrækkeligt med behandlere til at hjælpe de veteraner, der udvikler PTSD,« siger hun og uddyber:

»Senest i går (onsdag, red.), hvor vi var til møde i Beskæftigelsesministeriet, fik vi bekræftet, at der er langt flere veteraner end forventet, der udvikler PTSD. Derfor er det selvfølgelig afgørende, at man ikke bruger pengene på kommunale sagsbehandlere og jobcentre. Hvis folk er syge, skal midlerne bruges på at hjælpe dem med at kurere deres lidelser og komme videre med deres liv.«

Lene Espersen mener også, det handler om, at regionerne og kommunerne skal erkende, at der er en større del af de veteraner, der vender hjem, der udvikler PTSD, end forventet.

»Og så skal man sørge for at afsætte tilstrækkeligt med ressourcer, så de kan komme i behandling hurtigst muligt og ikke vente i mange måneder. Hvis de gør det, er det ikke kun menneskeligt uacceptabelt, det kan også blive meget dyrt for samfundet, hvis man lader folk gå i alt for lang tid med det resultat, at de ikke kan blive en aktiv del af samfundet,« siger hun.

Også Dansk Folkeparti ønsker at se nærmere på, om der er afsat ressourcer nok til at hjælpe de veteraner, der er hårdt ramt af traumer efter udsendelse.

»Vi må gå ind og kigge på, hvad det er, der mangler - om det eksempelvis er personale eller andet,« siger partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF).

»Der skal simpelthen være penge nok til at hjælpe de her mennesker. Der findes mange privatpraktiserende psykologer, terapeuter og andre støttemuligheder, og dem må vi jo inddrage,« tilføjer hun.

Talsmand for soldaterveteranerne, Benjamin O. Yeh, som selv er blevet diagnosticeret med PTSD efter at have været i Bosnien, vurderer, at antallet af behandlingskrævende veteraner vil stige, da det først er »inden for det sidste halve år, at vi har set, at Irak-fyrene begynder at dukke op«, og da veteraner fra Afghanistan er begyndt at dukke op nu.

»Og de kommer til at dukke op i mindst ti år frem,« siger han til Information.

Dagens Gossip