Konservative: Slut med at soldater falder mellem to stole

Det mener de Konservative, som derfor glæder sig over, at styrelsen nu genoptager en række gamle sager.

»Hvis ikke man gik til lægen, inden der gik seks måneder, så var de (Arbejdsskadestyrelsen, red.) sådan set ligeglad med om man udviklede PTSD, så blev det ikke anerkendt. Det er selvfølgelig helt uholdbart,« siger forsvarsordfører Lene Espersen (K).

Mellem 200-250 soldater får nu genoptaget deres sager, der tidligere faldt for en forældelsesfrist på et halvt år. Det sker efter, at ny viden på området har vist, at hver fjerde tilfælde af PTSD opstår mere end seks måneder efter, at den traumatiserende begivenhed er indtruffet.

Genoptagelsen af sagerne er yderst positivt, mener Lene Espersen.

»Vi er utrolig tilfredse med det. Det har været en konservativ mærkesag, at Arbejdsskadestyrelsen skulle ændre sin alt for restriktive praksis, og vi er meget glade for, at de veteraner, der udvikler PTSD, nu også får det anerkendt, også selvom symptomerne først kommer efter seks måneder. Det er afgørende, at soldaterne ikke fremover falder mellem to stole,« siger hun.

Som minister i den tidligere VK-regering har Lene Espersen et stort medansvar for at have sendt hundredvis af danske soldater i krig i Irak og Afghanistan. Men den tidligere udenrigsminister fastholder, at hun først fik kendskab til det store omfang af afviste PTSD-sager, da den private fond Soldaterlegatet udsendte en rapport om problemet.

»Jeg blev først opmærksom på, at der var et problem sidste efterår, hvor Soldaterlegatet lavede en rapport,« forklarer hun og uddyber:

»Soldaterlegatet kom med en ganske grundig udredning, hvor man faktisk påpegede, at en lang række af de soldater, der søgte om arbejdsskadeerstatning, de ikke fik det.«

»Jeg tror, at mange politikere ikke har været klar over, at administrationen var så restriktiv, som den viste sig at være. Derfor er det glædeligt, at den lægefaglige vurdering nu også er, at den restriktive praksis simpelthen ikke har hold i virkeligheden, og at reglerne skal laves om.«

Dagens Gossip