Konservative støtter afgiftsfritagelse for elbiler

Når regeringen her til efteråret skal se på en mulig omlægning af registreringsafgiften, foreslår De Konservative, at elbiler bliver afgiftsfritaget i to år mere.

Det betyder, at de el-drevne biler i både 2016 og 2017 ifølge De Konservative bør være afgiftsfrie.

Forslaget tager de med til efterårets finanslovforhandlinger, siger partiets skatteordfører, Brian Mikkelsen, til DR Nyheder.

- Det vil være ret og rimeligt, hvis vi laver en afgiftsfritagelse for elbilerne i mindst to år til, så der bliver skabt ro på markedet, og der kan investeres i elbil-infrastrukturen i Danmark. Det ville være til gavn for os alle sammen, siger Brian Mikkelsen.

Venstre-regeringen har allerede annonceret, at den vil lave et gennemsyn af hele registreringsafgiften.

Finansordfører Jacob Jensen (V) vil ikke på forhånd afvise, at det konservative forslag kan komme med på finansloven.

- Vi er en mindretalsregering, der skal finde flertal for en finanslov. Derfor vil vi selvfølgelig lytte til forskellige ønsker og krav, både fra De Konservative og andre partier, siger han til Ritzau.

Den tidligere SR-regering havde lovet at forlænge den nuværende afgiftsfritagelse for elbiler i 2016, men den nuværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V), har over for Ingeniøren forklaret, at Venstre-regeringen ikke mener, der er råd til det.

Den konservative udmelding vækker til gengæld glæde hos Dansk Elbil Alliance, der øjner muligheden for et politisk flertal uden om regeringen.

- Vi så helst en overordnet omlægning af bilafgifter, som tager højde for elbilerne. Men da afgiftsfritagelse allerede udløber til nytår, er det nødvendigt for den grønne omstilling med en midlertidig afklaring, siger Lærke Flader, der er branchechef i organisationen.

/ritzau/

Dagens Gossip