Konservative: Vi vinder retssag mod reklamebureau

En ubetalt millionregning har fået De Konservatives tidligere reklamebureau til at stævne partiet. Men De Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen, er overbevist om, at partiet vil vinde sagen, skriver DR Nyheder.

- Jeg er helt 100 procent sikker på, at vi selvfølgelig vinder den sag, siger Brian Mikkelsen til DR Nyheder.

- Vi har spurgt alle vores rådgivere, og de mener 100 procent, at vi har ret, og så skal man jo ikke betale nogen penge, når man mener, at man har ret, siger han.

Reklamebureauet Integral har indsendt søgsmålet via bureauets advokat Kromann Reumert, og sagen om de 1,7 millioner ender derfor efter alt at dømme i Københavns Byret.

I byretten vil konservative profiler som tidligere formand Lars Barfoed og tidligere partisekretær Martin Dahl blive indkaldt som vidner, skriver BT fredag.

Brian Mikkelsen siger, at Konservative afbrød samarbejdet med Integral på grund af kvaliteten i reklamebureauets arbejde.

- Vi har valgt at opsige samarbejdet med reklamebureauet af kvalitetsmæssige årsager. Så er der en sag, som jeg ikke vil uddybe her, men hvor vi selvfølgelig mener, at vi har ret. Det mener vores advokater også, siger Brian Mikkelsen.

Integrals direktør, Casper Janns, bekræfter over for BT, at bureauet har stævnet De Konservative for i alt 1.775.000 kroner.

/ritzau/

Dagens Gossip