Konservative vil af med »forældet lov« om kontantbetaling

»Det er en forældet lov, som vi skal have gjort noget ved,« siger de Konservatives gruppeformand, Brian Mikkelsen (K).

Ifølge Politiken er det et udbredt ønske blandt forretningsdrivende at få ændret loven, så det bliver muligt at afvise kontanter.

Det er for dyrt og for besværligt at håndtere kontanter, mener op mod hver tiende erhvervsdrivende ifølge en undersøgelse fra kortbetalingsformidleren Teller.

Restaurantkæden Cofoco har valgt kun at acceptere kortbetalinger, selv om loven kræver, at man også skal kunne betale med kontanter.

Detailhandlen brugte ifølge en opgørelse fra Nationalbanken 2,4 milliarder kroner i 2009 på at håndtere kontanter.

»Det store problem for detailhandlen er netop omkostningerne. Hvis vi kan fjerne 2,4 milliarder kroner fra detailhandlens skuldre, kan vi gøre vilkårene bedre for detailhandlen og billigere at handle for forbrugerne,« siger Brian Mikkelsen.

Han mener, loven bør ændres, så det bliver op til butikkerne selv at afgøre, om de vil tage imod kontanter eller ej.

»Butikkerne bør have mulighed for selv at vælge om de vil tage imod kontanter eller ej. Hvis en butik ikke vil tage imod, kan kunden jo vælge en anden butik. Jeg er nu ret sikker på, at langt de fleste vil vælge at tage imod kontanter,« siger Brian Mikkelsen.

I Sverige har politikerne indført valgfrihed, så de erhvervsdrivende frit kan vælge, om de vil modtage kontanter eller ej.

Der er dog ikke bred opbakning til forslaget i Folketinget, hvor hverken fra Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) eller fra Venstres erhvervsordfører Kim Andersen (V).

Dagens Gossip

Dagens TV