Konservative vil have et metro-klageorgan

Transportministeriet skal ikke selv have love til at vurdere de klager, der kommer over Metrobyggeriet.

Det siger Mike Legarth, der er trafikordfører i Det Konservative Folkeparti.

- Jeg synes, det er vigtigt, og det bør være sådan, at den, der har bygherreansvaret, ikke er den, der behandler klager over byggeriet.

- Klagerne skal vurderes af en helt uvildig instans, som er suveræn i sin afgørelse. Det skal svare til det organ, som der er hos politiet, siger Mike Legarth til Ritzau.

Hos politiet er det den uafhængige organisation Politiklagemyndigheden, der varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale og behandler og træffer afgørelse i klager over politipersonalets adfærd.

- Vi lever i et retssamfund, og der må ikke være tvivl om, at når man klager, så får man en fuldstændig uafhængig saglig vurdering, hvor man ikke kan beskylde nogen for at tage hensyn til en bestemt instans.

- Hvis det kræver nye regler, så må det være sådan. Alt andet er urimeligt over for dem, der klager, siger Mike Legarth.

På et møde onsdag vil Mike Legarth tage problemstillingen videre til transportminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Udmeldingen fra De Konservative stemmer ikke overens med en kollega på den borgerlige fløj.

Trafikordføreren i Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, vurderede tidligere onsdag behovet for regelændringer således:

- Jeg synes ikke, der skal ændres på reglerne, og jeg har aldrig været vidende om sager, hvor man kunne få en fornemmelse af, at Transportministeriet bevidst har vurderet til egen fordel.

Transportministeriet, der er medejer af Metroselskabet, afviste i et notat fra 15. maj, at der var behov for en ny miljøvurdering, som klagende borgere ellers havde ønsket. En ny miljøvurdering kunne føre til forsinkelser af metrobyggeriet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV