Konservativt klimaopgør med Dansk Industri

Bendt Bendtsen finder det »dybt uforståeligt«, at DI angiveligt har overdrevet erhvervslivets økonomiske byrder i en beregning af EU-kommissær Connie Hedegaards (K) redningsplan for EUs kuldsejlede kvotesystem for udledning af drivhusgasser.

Med en advarsel om øgede udgifter på 300 millioner kroner og en opfordring til at stemme nej var DI i april med til at få nedstemt Connie Hedegaards plan i Europa-Parlamentet, skriver avisen.

Beregninger foretaget af Berlingske Research, der er bekræftet af uvildige eksperter, sår alvorlig tvivl om DIs tal og anslår merudgiften til 119 millioner kroner.

Bendt Bendtsen opfordrer DI til at opgive »skræmmekampagnen« og til at bakke op om Connie Hedegaard, der nu er klar til at gøre et nyt forsøg på at redde kvotesystemet, blandt andet med en afstemning i parlamentets miljøudvalg.

Troels Ranis, chef for Energi-og Klimapolitik i DI, afviser kritikken.

»Vi har lavet en sober og saglig analyse og lagt kriterierne åbent frem. Vi er fortsat bekymrede for, at forslaget på kort sigt vil forhøje omkostningerne for dansk og europæisk erhvervsliv,« siger han til Berlingske.

Dagens Gossip

Dagens TV