Konstabler villige til at droppe værnepligt

Afskaf værnepligten og lad forsvaret rekruttere professionelle soldater på en billigere og mere effektiv måde.

Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) støtter regeringens forslag om at begrave værnepligten.

- Man kan godt have sympati for ideen om, at unge mennesker lærer at stå tidligt op om morgenen, men når det kun er 25 procent af dem, vi hiver ind, som forsvaret har brug for, så er det en dyr maskine at opretholde, siger formand Flemming Vinther til Ritzau.

Han henviser til, at en suspension af værnepligten vil give forsvaret en årlig besparelse på cirka en halv milliard kroner. Alligevel vurderer han, at forsvaret kan udføre sine opgaver ved at rekruttere direkte til de professionelle enheder via en elevordning.

- Der skal spares 15 procent på forsvarets budget, og derfor er vi nødt til at kigge på, hvor vi kan finde nogen besparelser uden at smadre forsvaret. Og det kan vi på værnepligten, siger Flemming Vinther.

På et møde i Forsvarsministeriet mandag vil forsvarsminister Nick Hækkerup (S) præsentere et forsvarsudspil, hvor der blandt andet er lagt op til en suspension af værnepligten.

Det sker som en del af et samlet forsvarsudspil, hvor der skal spares 2,7 milliarder kroner.

Socialdemokraterne har længe ønsket at sætte værnepligten på standby, og det var da også et af de første forslag, som Nick Hækkerup fremsatte efter sin tiltræden.

På forsvarsområdet er der tradition for brede forlig, og derfor vil han gerne have de borgerlige partier med. Men det kan blive svært, fordi både De Konservative og Dansk Folkeparti er klart afvisende.

De Konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen, siger, at hvis regeringen står fast på at afskaffe værnepligten, så bliver der ikke noget forsvarsforlig med De Konservative.

- Det er et helt ultimativt krav, som vi ikke går på kompromis med, siger hun.

Dagens Gossip