Kontanter er overflødige i den teknologiske bøgeskov

Skrevet af admin

05/08/2015

Mest læste i dag

Selvom Smukfest holder til i en skov, betyder det absolut ikke, at festlighederne i bøgeskoven foregår på gammeldags manér. Smukfest slår sig således på at være særlig fremsynet, når det kommer til teknologiske løsninger.

Som noget nyt i år er det nu også muligt at betale med Mobilepay. Et tiltag, der lægges oven på det nu tre år gamle og særdeles succesfulde betalingsarmbånd, der gør det muligt at betale i barer og boder med en chip i festivalarmbåndet.

Begge tiltag er populære hos gæsterne i Skanderborg. Blandt andet hos 21-årige Camilla Hansen, der har slået sig ned foran en af boderne. Hun har været på Smukfest før og er flittig bruger af betalingsarmbåndet.

Hun mener generelt, at de teknologiske løsninger er med til at højne festivalens kvalitet.

- Det gør det hele meget lettere. Man behøver ikke bekymre sig om at skulle have dankortet frem eller gå rundt med kontanter i pungen, siger Camilla Hansen og tilføjer:

- Og det er også pissesmart, at man nu kan betale med Mobilepay.

De seneste år har Smukfest-ledelsen forsøgt at indføre enkle løsninger. Tilbage i 2013 udbredte man betalingsarmbåndet til hele festivalen. Det betyder, at mere end halvdelen af indkomsten på Smukfest nu bliver betalt over den lille chip.

- Selvom bøgeskoven i sig selv er meget analog, så har vi altid været fascineret af at putte teknologi ind i den og give publikum en enklere festival. På længere sigt tror vi, at der er mange muligheder i det, siger Smukfests pressetalsmand, Poul Martin Bonde.

Derfor vrimler det også generelt med teknologi på festivalen, hvor de fleste informationer kommunikeres via en app til mobilen. Appen har siden 2011 fuldstændig erstattet det fysiske program.

Festivalgæst Camilla Hansen tror ikke kun, den nye teknologi gavner gæsterne.

- Det er også godt for festivalen. Jeg tror, at det betyder, at folk køber mere, end hvis de skulle have penge op af lommen hver gang, siger hun.

/ritzau/