Kontanthjælpsforhandlinger spænder ben for vækstaftale

Parterne mødes mandag morgen for at forhandle om første del af en vækstpakke, men da man endnu ikke er blevet enige om aftaler på SU-området og kontanthjælpen, som skal være med til at finansiere en vækstpakke, er der ikke udsigt til en aftale i dag.

Ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger er parterne meget langt med en reform af SUen, mens der stadig er uenigheder på kontanthjælpsområdet.

»Det er et meget stort kompleks, vi forhandler om, og kernen er vel at skaffe finansieringen til alle de penge, man gerne vil bruge,« siger Bjarne Corydon, der dog håber, at dagens forhandlinger kan bringe parterne tættere på en vækstaftale.

»Vi er ikke færdige på noget delpunkt endnu, og tingene hænger sammen, så der er stadig ganske meget arbejde at gøre,« siger han.

Parterne har besluttet at dele forhandlingerne om en vækstpakke op i to, fordi DF ikke vil være med til at skære på kontanthjælpen og SUen for til gengæld at give erhvervslivet en lettelse i selskabsskatten.

Første del af vækstpakken, der i dag er på bordet, handler blandt andet om en boligjobordning og en grænsehandelspakke.

Dagens Gossip